Titanic

Titanic

5  ud af  5 stjerner

1997

Instruktør: James Cameron

Manuskript af: James Cameron

Skuespillere: Kate Winslet, Leonardo DiCaprio, Billy Zane, Bill Paxton


Resume

Under eftersøgningen af en sjælden diamant, der sank med skibet, Titanic, støder eftersøgningsholdet på en gammel skitse. Kort efter modtager de et opkald fra en kvinde ved navn Rose Calvert, der påstår at skitsen forestiller hende. Rose fortæller historien om hendes ophold på “Titanic” og om hendes uundgåelige møde med Jack Dawson, som hun forelskede sig i, mens skibet langsomt nærmede sig det skæbnesvangre isbjerg.


“Titanic” er en smuk og enestående film. Filmen føles på mange måder som en drøm (og et mareridt). Hvad mener jeg med det? Jo, filmens farver og lys gør billederne fortryllende at kigge på, den instrumentale musik sætter seerne i den tro, at de drømmer, filmens CGI er så godt lavet at man, som seer føler man befinder sig på skibet og sammenlagt med filmens fotografi, føler jeg mig som en af passagererne. Alt dette passer jo ufatteligt godt med Titanics kaldenavn “The ship of dreams”. 


Dokumentar møder fiktion

Filmen begynder i en slags dokumentarisk stil, der præsenterer os for baggrundshistorien om Titanic. Det er sjovt, som man kan ændre syn på film. Da jeg så “Titanic” for første gang, var jeg blot 8 år gammel. Dengang fandt jeg filmens første scener utroligt kedelige. I dag synes jeg de er noget af det mest undervurderede og fantastiske ved filmen. Det er nemlig ikke alene disse scener, der fortæller os hvad der er hændt, men også dem der giver filmen en originalitet over sig. Vi møder Mr. Lovett og hans crew, som dykker ned på bundet af Titanic for at lede efter “The heart of the ocean”  – en meget dyrebar diamant. De virker kun interesseret i pengene og knap så meget i de mennesker som døde på skibet. Først efter Roses historie, ændrer de mening og forstår pludseligt, at Titanic ikke drejer sig om penge, men om de tusinde ofre. 


 “Old Rose”

Vi møder “Old Rose”, som Cameron så fint kalder hende i rulleteksterne, da hun via tv´et har set Mr. Lovettes opdagelse på skibet – en gammel skitse af Rose. Rose påstår ikke alene, at det er hende på skitsen, men at hun har båret “The heart of the ocean” den dag skibet sank. Hun bliver transporteret til det skib, hvor Mr. Lovett og hans crew opholder sig, under deres undersøgelser af Titanic. Her får hun lov at se forskellige ejendele, som hun eftersigende har mistet dengang Titanic sank. Gloria Stuart spiller fortræffeligt rollen som “old Rose”. Hendes ansigtsudtryk, da hun mindes gamle dage og hendes troværdige gråd, gør hende til en fremragende Rose. Kort før hun skal til at fortælle historien om hendes ophold på Titanic, kigger hun på de nutidige optagelser af skibet og vi ser via en slags flashback, hvordan skibet så ud før det sank. Disse klip er utroligt smukke og gør at vi lever os mere ind i fortællingen. 

“It’s been 84 years, and I can still smell the fresh paint. The china had never been used. The sheets had never been slept in. Titanic was called the Ship of Dreams, and it was. It really was.”


Præsentation af unge Rose

Præsentationen af den unge Rose foregår ganske elegant. En dame træder ud af en bil iført fine klæder og en stor lilla hat, lilla symboliserer rigdom og mystik og passer særdeles godt på hendes karakter. Hun drejer hovedet og vi ser en yderst smuk dame – Rose. Hun bliver introduceret, som en førstesklasses snob, men den opfattelse ændres hurtigt, da en voice over fortæller:

“Outwardly, I was everything a well-brought up girl should be. Inside, I was screaming.”

Fra denne voice over skifter filmen scene til skibets skorstene der hyler. Et sceneskift, der blot af en af mange flotte overgange. Og netop overgange er noget af det filmen, gør så godt i redigering.


Præsentation af Jacks Dawson

Jack Dawson sidder med en cigaret i munden og spiller poker. Han er iklædt kedelige brune klæder, hvilket fortæller os, at han modsat Rose er fattig. Han fremstår intelligent og snedig, da han vinder penge og billetter til Titanic i spillet. Jack og hans kammerat Fabrizio får travlt, da de opdager at skibet letter anker om 5 min. I en stilfuld travelling følger vi Fabrizio og Jack der løber mod skibet.


Jack Dawson er en virkelig velskabt karakter. Han er en fattig dreng med et inspirerende syn på verden og livet. Hans livssyn ender med at påvirke mange. Det påvirker Rose, som viderbringer det til hendes familie og til skibsbesætningen, da hun som gammel fortæller om Jack. Men det påvirker vigtigst af alt os som ser filmen. Citatet her er et af filmens centrale budskaber.

“I figure life’s a gift and I don’t intend on wasting it. You don’t know what hand you’re gonna get dealt next. You learn to take life as it comes at you… to make each day count.”


Det skæbnesvangre møde 

Jack og Roses første møde er på mange måder et set up til resten af filmen. I denne scene får vi en fortælling om hvor koldt havet er og hvor ondt det vil føltes at være i det – således frygter vi endnu mere Titanics skæbne. Vi får også den ikoniske replik “If you jump, I jump”, som senere hen bliver et symbol på deres kærlighed. Desuden er denne scene en slags point of no return, det er nemlig denne scene der starter forholdet mellem hovedkarakterene og afsætter deres uundgåelige skæbne.


Frances Fisher spiller rollen, som Roses moder. Og det gør hun uhyggeligt godt. Særligt  én scene er værd at bemærke. Over en voice over fortæller Rose, hvordan hendes mor ser på Jack, som et insekt der skal tværes ud. Fishers skuespil er så præcist og skræmmende her. Hun kunne ikke have spillet rollen meget bedre.

Undervejs i filmen får vi fakta om “Titanic” og om den tragiske ulykke. Disse fungerer godt, da de gør filmen mere virkelighedsnær.


Et ganske særlig stilistisk valg

“Titanic” har en gennemgående stilistisk tematik – hænder. Det lyder måske underligt, men det er helt tydeligt at se, at der hele filmen igennem ligger et fokus på hænder. Her er nogle eksempler:

– Billede mangler (midlertidigt) –

“Titanic” er ikke kun en kærlighedshistorie og en katastrofe film. Den er også et billede på hvordan livet var i 1912. Særligt med fokus på klasseskel. Skibet er delt i 1. og 3. klasse. 

1. klasse er et overklassemiljø, som kostede 4 gange så meget, som en almindelig amerikaners årlige indtægt. Her er der smukt dekorerede, tjeneste folk til rådighed, levende musik og alle er iklædt de fineste klæder.

På 3. klasse løber der rotter på gangene, der bor mange sammen på små værelser og 1. klasses hundene, blev sendt derned for at tisse og skide. Tilgengæld ser vi også hvordan dem på 3. klasse holder sjove fester og stemningen er mere afslappende, hvor den på 1. klasse er meget uptight. 


Forholdet mellem mænd og Kvinder

Titanic ligger også vægt på forholdet mellem kvinder og mænd. Dewitt Bukater familien har ganske få penge tilbage og Rose må derfor gifte sig til flere. Hun er en lidt atypisk kvinde, da hun fremstår rebelsk og ikke finder sig i alting. Alligevel ser vi hvordan Hockley har en magt over hende. Han bestiller hendes mad, fodre hende med dyrebare gaver, holder skarpt øje med hende og slår hende, når hun ikke opfører sig eksemplarisk.


Filmen har et bredt udvalg af vanvittigt smukke kostumer og håropsætninger. Deborah Lynn Scott har virkelig overgået sig selv med disse designs. En sjov detalje er at skuespillerne i en behind-the-scenes video fortæller, hvor meget nemmere det blev at spille rollen, når man bar hendes designs. De gjorde at man følte sig som en fra 1912. Pludseligt fik man en respekt for kvinderne, der dengang ikke kunne tage deres ejet tøj på og bruge timevis på påklædning hver dag. 


Jeg er meget begejstret over de kaotiske scener i filmen. Blandt mine yndlings er da Rose løber rundt på gangene og leder efter Jack. Scenen er filmet i P.O.V. Dette gør at man bedre kan sætte sig i hendes sted. Gangene er utroligt klaustrofobiske, hvilket giver seerne en følelse af ubehag i kroppen. 

Midt i alt kaosset, ser vi et udvalg af forskellige måder at takle Titanics undergang på. Her er en samling af dem:

– Billede mangler (midlertidigt) –

Filmens slutning kan tolkes på flere måder. Min fortolkning er at Rose dør og kommer tilbage til “The ship of dreams”. Jeg tror ikke hun drømmer, men at hun dør, da man til slut ser et lille hvidt glimt – det er en indikator for døden. Slutningen er for mig helt perfekt. Vi får et dejligt gensyn med skibes passagerer – dem vi har savnet og ikke mindst Jack. Selvom de to ikke levede livet sammen, så er deres kærlighed bevaret. 

Scenen kan ses herunder:


Ægte film magi

Filmen skal storroses for dens utroligt smukke setting, instruktion og kreativitet for at lykkedes med at fortælle historien. Selv efter 23 år ser filmen realistisk og troværdig ud. Det kunne måske nok være blevet gjort lettere i dag, men jeg tror stadig på at jeg befinder mig ombord på titanic og ude midt i havet, når jeg ser filmen. “Titanic” er et levende bevis på at alt kan laves på film.

Kate Winslet og Leonardo Dicaprio spiller ubeskriveligt imponerende. De har en helt særlig film kemi og de kunne, hvis det stod til mig, snildt have løbet afsted med en oscar statuette hver for denne præsentation. Da parret ligger i havet tilslut, overvældes vi med deres skuespilsevner. Deres rystende stemmer, tårer i øjnene og kærlighed giver filmen en helt særlig magi. Lyddesignet er vidunderligt i denne film og er med til at sætte os i den helt rigtige stemning hele filmen igennem. Celine Dions “My heart will go on” slutter filmen af på den helt rigtige måde og efterlader seerne med tårer i øjnene. Det er en helt særlig oplevelse at se Titanic og jeg kan ikke skamrose den nok. Det er helt sikkert en af mine yndlingsfilm.


1 tanke om “Titanic”

  1. Pingback: 5 Banebrydende film af James Cameron – Filmbucketlist

Skriv et svar