The Green Mile

The Green Mile (1999)

5 ud af 5 stjerner

Instruktør: Frank Darabont

Medvirkende: Michael Clarke Duncan, Tom Hanks, Sam Rockwell, Doug Hutchison

Genre: Krimi, Drama

Spilletid: 3t og 9min


Resume

På dødsgangen “Den Grønne Mil” i et sydstatsfængsel får fangevogterne sig en overraskelse, da en usædvanlig fange ankommer til dødsgangen. John Coffey er udadtil en hård, stor,  sort mand og ifølge papirene står han bag et dobbelt børnemord. Indvendigt er han en fredelig og godmodig person, som gemmer på nogle mystiske overnaturlige kræfter. 


Frank Darabont overrasker endnu engang med sin fortolkning af Stephen Kings bøger. Han stod bag seer hittet “Shawshank Redemption” og er nu tilbage med en filmatisering af “The Green Mile”. Endnu engang med et fantastisk resultat. 

“The Green Mile” eller på dansk “Den Grønne Mil” er en rørende skildring om livet og ikke mindst døden. Selvom filmen beskæftiger sig med overnaturlige kræfter, så formår historien at holde sig på et jordnært niveau, der gør plottet mere virkelighedsnært. 


“Dead Man Walking – Scene”

John Coffey bliver ført ind i sin celle af Percy Wetmore. Percy er en væmmelig og irriterende fangevogter, som nyder at se fangerne have ondt. Mens han fører John indendøre råber han “Dead man walking” utallige gange. Men mest iøjenfaldende er hvor enorm stor John er sammenlignet med Percy. I en tilt bliver vi præsenteret for John Coffey. Han virker måske skræmmende udadtil, men hans øjne og replikker fortæller os noget andet. 


“I couldn’t help it, I tried to take it back, but it was to late”


Skuespillet

Michael Clarke Duncan spiller rollen, som John Coffey på en helt igennem ekstraordinær måde. Hans smerte og tårer kan mærkes på selv den mest hardcore filmseer. Tom Hanks spiller fangevogteren, Paul Edgecomb, som adskiller sig fra den type ansatte vi normalt møder i fængsler. Paul er en fangevogter med sjæl og sympati. Han ønsker at gøre fangernes sidste tid værd at leve. 


Henrettelserne

Der er adskillige, effektive, emotionelle scener i denne film. Særlig effektive er de scener, hvor vi ser henrettelserne af fangerne. En er særlig grusom. De som allerede har set filmen ved uden tvivl, hvilken scene jeg hentyder til og de som ikke har, har en ganske særlig scene i vente. Henrettelserne virker mest af alt modbydelige pga. lydeffekterne. Selv uden at kigge på billedet væmmes jeg. 

Selvom “The Green Mile” til tider kan fremstå væmmelig, så er det alligevel en smuk film. Filmen er proppet med symbolik. Særligt kristelige tegn og en lighed mellem John Coffey og Jesus er påfaldende. Både fordi deres navne deler forbogstav og begge lider de samme skæbne. Men også personlighedsmæssigt og selfølgelig på grund af de overnaturlige kræfter. 


“The Green Mile”

Jeg tildeler “The Green Mile” 5 ud af 5 stjerner. Det er en smuk film med vigtige tematikker og budskaber. Persongalleriet er uudtømmeligt og castingen er særdeles vellykket. Fremragende skuespil, som gør at seerne føler præcist som Stephen King og Frank Darabonts ønskede vi skulle. Filmens symbolske lag er gennemtænkt og mindeværdigt. Se den! Trods dens lange spilletid, opstår der ingen kedelige momenter. Den er ren og skær underholdende hele vejen igennem.

1 tanke om “The Green Mile”

  1. Pingback: De 20 bedste film baseret på bøger

Skriv et svar